Jeg har haft en meget travl periode, men her er et rart og lækkert madindlæg til jer 🙂 Jeg har prøvet at lave min egen burger-version, som både mænd og kvinder vil elske, tror jeg. Det er en klassisk burger kombineret med lidt fancy-hed i form af estragon-mayo og lidt mere kulhydratfattige, sprøde fritter af broccoli.
Den kan spises med ost i (al slags), hvis man synes, og så er estragon jo også lækkert både til kalv, kylling og fisk, hvis det ikke lige er oksekød, man er vild med.
Opskriften er her og til 2 personer:
Burger:
- 4 skiver surdejsbrød (eller andet med lidt struktur i krummen)
- Lidt rucola
- Agurk eller tomat efter eget valg og ønske
- En pakke hakket oksekød
- 4 spsk. mayonnaise
- En avocado
- Et bundt estragon, kun bladene
- Et broccolihoved
- Olie
- Salt
- Evt lidt tørret chili eller paprika
- Ketchup, hvis man ønsker
- Ost hvis man ønsker eller måske hytteost
Fremgangsmåde:
Start med at tænde ovnen på 200 g. Skyl broccolien og skære den i buketter, som du skærer i kvarte på langs. Vend dem i salt, 2-3 spsk. olie og krydderier og sæt dem i den varme ovn lidt højere oppe end midten. Bag dem i 20 minutter, og vend i dem undervejs. Imens kan du forme bøfferne, drysse salt og peber på og stege dem i lidt smør. Blend estragon med mayo og avocado (der skal muligvis lidt mere mayonnaise i undervejs) og sæt det på køl, til det skal bruges.
Skyl salat/agurk/tomat og skær evt ud i skiver.
Skær brødet i skiver og rist det evt lidt med i ovnen det sidste minut af fritternes tid.
Server to skiver brød samt en bøf på hver tallerken, kom salaten på et fad, fritterne i en skål og estragonmayonnaisen i en anden skål.
Velbekomme 🙂
-Cecilie