Så er det ved at være et stykke tid siden, at vi har haft fyldt chokolade på bloggen, og vist på høje tid, at jeg lige når at give en opskrift på noget fyld, hvor sommerjordbær spiller en markant rolle. Jeg havde tilfældigvis også en kiwi liggende derhjemme, så hvorfor ikke bare lave to forskellige slags ganache – en med jordbær og en med kiwi. Begge i meget mørk chokolade, fordi det bare fungerer så godt med frugt 🙂
I skal bruge:
- 200 g mørk chokolade
- Et kogetermometer
- 100 g hvid chokolade
- 3 jordbær
- En kvart kiwi
- 2 spsk sukker
Fremgangsmåde:
Til ganacherne skal du give først jordbær og dernæst kiwi, et kort opkog. blend dem hver især til pure og drys en spsk sukker i hver. Smelt hakket hvid chokolade over vandbad og ved svag varme. Kom halvdelen af chokoladen over jordbærene og resten over kiwien. Bland det godt til en jævn ganache.
Temperer den mørke chokolade og fyld den i formene (til 33 grader maks). Bank luftboblerne ud, vend det resterende chokolade ud ved at vende bunden i vejret på formen over skålen med smeltet chokolade.
Kom det i køleskabet med bunden i vejret. Tag det ud lidt efter og fyld ganacherne i. Brug gerne forskellige forme, så man kan se forskel på hvad der er jordbær og hvad der er kiwi.
Temperer nu den sidste smule chokolade og fordel det som bunden, over de fyldte chokolader. I køleskabet igen og tag dem så ud af formen og over i en lufttæt beholder eller nyd dem med det samme 🙂
-Cecilie